AaB kom ned på jorden fredag aften, da Fredericia tog alle tre point med en 3-0-sejr i 1. division.
Nordjyderne havde hentet syv point i sæsonens tre første kampe, men hjemme mod Superliga-nedrykkeren blev forskellen tydelig efter pausen. En hæderlig første halvleg blev afløst af 45 svage minutter, og det udnyttede gæsterne kontant.
Med sejren går Fredericia forbi AaB i tabellen. AaB står på syv point, mens Fredericia nu har otte.
Spillemæssigt var hjemmeholdet fint med før pausen, men det kneb med at skabe de store muligheder. I den anden ende havde Vincent Müller flere gange arbejde i AaB-målet.
Der kom også en ny bekymring for AaB kort før pausen, da Müller pådrog sig en skade. Han gennemførte første halvleg, men måtte blive i omklædningsrummet, da holdene kom ud igen.
Ind kom den 19-årige Bertil Grønkjær, som fik en svær aften i målet. Han kunne dog ikke lastes meget for udviklingen.
Allerede fire minutter inde i anden halvleg bragte Frederik Rieper gæsterne foran, da hans hovedstød blev rettet af og snød den unge reservekeeper. Ni minutter senere blev det 2-0, da Alexander Lyng fik alt for meget plads i AaB-feltet og udbyggede føringen.
AaB’s defensiv så igen usikker ud i det 68. minut. Her slog indskiftede Emilio Simonsen sejren fast med en flad afslutning til 3-0.
Fredagens anden kamp i 1. division bød også på en Superliga-nedrykker i aktion. Vejle var på besøg hos Kolding og rejste hjem med en 3-2-sejr.
Kolding kom ellers tidligt foran, men Vejle fik vendt opgøret og topper nu rækken med ti point efter fire kampe. Kolding har hentet to point.

















